Syv kunstværker afventer justitsministerens vurdering

Koran-kunstværk nummer syv er i dag sendt fra kunstneren Firoozeh Bazrafkan til strafferetlig vurdering hos justitsminister Peter Hummelgaard. Ministeren har endnu ikke svaret på, hvorvidt værkerne er en overtrædelse af koranloven eller ej.

Billedkunstner Firoozeh Bazrafkan har i dag den 18. november sendt kunstværket “Rest” til strafferetlig vurdering hos justitsminister Peter Hummelgaard. Værket består af propenplast, men der indgår elementer fra en koran, og derfor kan offentliggørelse af værket muligvis være i strid med koranloven.

Henvendelse nummer syv

Det er syvende gang, at kunstneren sender et kunstværk til vurdering hos justitsministeren. Den 1. oktober henvendte hun sig til ministeren angående værket “I Take No Shit“, den 1. november forespurgte hun om værket “Watching You“, den 4. november henvendte hun sig angående værket “Rock Paper Scissors“, den 11. november drejede det sig om værket “Substitute“, den 13. november bad hun om en vurdering af værket “Masquerade” og den 14. november blev ministeren bedt om at vurdere værket “Foul Air“.

Alvorlige personlige konsekvenser

Udover en vurdering af værket “Rest” beder kunstneren i dag ministeren om at afklare, hvorvidt en kunstner kan gøres ansvarlig for at offentliggøre et interaktivt kunstværk, hvis publikum behandler kunstværket på en utilbørlig måde.

I brevet til ministeren gør kunstneren det desuden klart, at hun frygter for sit kunstneriske virke og velbefindende:

“Uden ministerens vurdering har jeg ingen mulighed for at fortsætte mit hidtidige kunstneriske virke uden frygt for retsforfølgelse. Denne frygt er ikke påtaget. Frygten for at blive retsforfulgt for landsforræderi for at fremvise kunstværker, der hylder frihed, lighed og demokrati, er helt reel. Det er en ødelæggende faktor for min kunstneriske karriere og en personlig psykisk belastning.”

7,5 kilo kunst om mangel på anstrengelse

Desuden skriver kunstneren i sit brev i dag til Peter Hummelgaard følgende om værket “Rest”:

“Med mit brev i dag anmoder jeg som nævnt om at få vurderet et værk med titlen “Rest”. Værket består i hovedsagen af propenplast, men der indgår elementer fra en koran. Værket måler: 77x50x45cm. (H,B,D) og vejer 7,5 kg. Den kunstneriske ide bag værket er at anskueliggøre, hvordan religiøse overhoveder udnytter koranens ord til at hæve sig selv over alle andre uden at have anstrengt sig for selv at skabe værdi.

Der er indsat et foto af værket på side 3 i dette brev. Desuden kan værket besigtiges fysisk på Christiansborg, idet det opbevares i en lukket kasse i Liberal Alliances lokaler. Foto af kassen er indsat på side 2.

Jeg anmoder venligst om justitsministerens svar på følgende spørgsmål angående værket:

  • Må jeg offentliggøre fotos af “Rest” på min hjemmeside www.firoozehb.com?
  • Må jeg offentliggøre fotos af “Rest” på mine sociale medieplatforme?
  • Må museer, kunsthaller, gallerier mv. udstille “Rest”?
  • Må danske medier offentliggøre “Rest”?
  • Må jeg sælge plakater med “Rest” som motiv?
  • Må jeg sælge T-shirts, muleposer og andet merchandise med “Rest” som motiv?

Såfremt ministeren vurderer, at værket ikke kan offentliggøres til en bredere kreds, og således svarer nej på ovenstående spørgsmål, beder jeg om ministerens svar på følgende:

  • Må jeg sælge værket “Rest” til en person eller en organisation, hvis køberens formål ikke er at udstille værket til en større kreds?
  • Må jeg sælge værket “Rest” til et museum eller en kunsthal, hvis formål det netop er at udstille værket til en større kreds?
  • Må jeg sælge plakater og andet merchandise med “Rest” som motiv, hvis jeg blot ikke viser værket eller produkterne i offentligheden og således sælger dem ubeset?
  • Må jeg sælge værket “Rest” samt plakater og merchandise til kunder uden for Danmarks grænser?
  • Må en person eller virksomhed uden for Danmark sælge værket “Rest” samt plakater og merchandise til kunder i Danmark?”

Denne kasse indeholder kunstværket “Rest”, som måske er ulovligt. Kunstneren Firoozeh Bazrafkan har bedt justitsminister Peter Hummelgaard om en strafferetlig vurdering af, om offentliggørelse af hendes værk vil være en overtrædelse af koranloven. Kassen med kunstværket opbevares på Christiansborg i Liberal Alliances lokaler. Liberal Alliance er et af de partier, der stemte imod koranloven.

/Pressemeddelelse fra Firoozeh Bazrafkan, Danmark den 18. november 2024