Kunstner anmoder om en strafferetlig vurdering fra Peter Hummelgaard af værket “I Take No Shit”.
Billedkunstner Firoozeh Bazrafkan har på Folketingets åbningsdag den 1. oktober sendt kunstværket “I Take No Shit” til strafferetlig vurdering hos justitsminister Peter Hummelgaard. Værket består i hovedsagen af porcelæn, men der indgår et element fra en koran, og derfor kan offentliggørelse af værket muligvis være i strid med koranloven.
Ministerens vurdering er afgørende
“Det er mit ønske at udstille værket og mangfoldiggøre det på forskellige måder som en del af min kunstneriske praksis. Men jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at blive retsforfulgt på grund af min kunst. Hvis jeg offentliggør dette kunstværk, så er det justitsministeren, der afgør, om jeg skal retsforfølges for at gøre det. Derfor er han den eneste, der kan fortælle mig, om jeg kan offentliggøre værket uden at blive retsforfulgt”, forklarer Firoozeh Bazrafkan.
Et særligt kapitel
Koranloven indgår i straffelovens kapitel 12, der omhandler “Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed”. Forbrydelser i kapitel 12 er genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud, hvilket betyder, at det er justitsministeren, der beslutter, om der skal rejses tiltale og føres en retssag.
Usikkerhed om hvad der er lovligt
Koranloven blev vedtaget den 7. december 2023 af Regeringen og De Radikale. Loven giver fængselsstraf i op til to år til den, der “offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift.”
Der er dog ingen af de 94 politikere, der vedtog loven, der har kunnet fastslå, hvornår en handling er “utilbørlig”, og hvornår den ikke er “utilbørlig”.
12 kilo kunst om et paradoks
I mailen til ministeren skriver kunstneren blandt andet:
” Værket består i hovedsagen af porcelæn, mens der indgår et mindre koran-element. Værket måler: 47x34x30cm. (H,B,D) og vejer 12 kg. Den kunstneriske ide bag værket er at anskueliggøre paradokset i den konflikt med menneskets natur, som opstår ved kravet om et kontinuerligt fokus på en allestedsnærværende koran.
Der er indsat et foto af værket på side 3 i dette brev. Desuden kan værket besigtiges fysisk på Christiansborg, idet det opbevares i en lukket kasse i Dansk Folkepartis lokaler.
Jeg anmoder venligst om justitsministerens svar på følgende spørgsmål angående værket:
- Må jeg offentliggøre “I Take No Shit” på min hjemmeside www.firoozehb.com?
- Må jeg offentliggøre “I Take No Shit” på mine sociale medieplatforme?
- Må museer, kunsthaller, gallerier mv. udstille “I Take No Shit”?
- Må danske medier offentliggøre “I Take No Shit”?
- Må jeg sælge plakater med “I Take No Shit” som motiv?
- Må jeg sælge T-shirts, muleposer og andet merchandise med “I Take No Shit” som motiv?
Såfremt ministeren vurderer, at værket ikke kan offentliggøres til en bredere kreds, og således svarer nej på ovenstående spørgsmål, beder jeg om ministerens svar på følgende:
- Må jeg sælge værket “I Take No Shit” til en person eller en organisation, hvis køberens formål ikke er at udstille værket til en større kreds?
- Må jeg sælge værket “I Take No Shit” til et museum eller en kunsthal, hvis formål det netop er at udstille værket til en større kreds?
- Må jeg sælge plakater og andet merchandise med “I Take No Shit” som motiv, hvis jeg blot ikke viser værket eller produkterne i offentligheden og således sælger dem ubeset?
- Må jeg sælge værket “I Take No Shit” samt plakater og merchandise til kunder uden for Danmarks grænser?
- Må en person eller virksomhed uden for Danmark sælge værket “I Take No Shit” samt plakater og merchandise til kunder i Danmark? “
/Pressemeddelelse fra Firoozeh Bazrafkan, Danmark den 1. oktober 2024.