Hvordan afgøres en overtrædelse af koranloven?

Justitsminister Peter Hummelgaard modtager i dag det sjette kunstværk fra kunstneren Firoozeh Bazrafkan, der beder om at få en strafferetlig vurdering af værket. Samtidig bliver ministeren bedt om at afklare, hvilke omstændigheder der afgør om et værk overtræder koranloven eller ej.

Billedkunstner Firoozeh Bazrafkan har i dag den 14. november sendt kunstværket “Foul Air” til strafferetlig vurdering hos justitsminister Peter Hummelgaard. Værket består af plastik samt elementer fra en koran, og derfor kan offentliggørelse af værket muligvis være i strid med koranloven.

Henvendelse nummer seks

Det er det sjette kunstværk, som kunstneren sender til vurdering hos justitsministeren. Den 1. oktober henvendte hun sig til ministeren angående værket “I Take No Shit“, den 1. november forespurgte hun om værket “Watching You“, den 4. november henvendte hun sig angående værket “Rock Paper Scissors“, den 11. november drejede det sig om værket “Substitute” og den 13. november bad hun om en vurdering af værket “Masquerade“.

Hvem bestemmer om et kunstværk er lovligt?

Koranloven indgår i straffelovens kapitel 12, hvilket betyder at det er justitsministeren, der afgør hvorvidt der skal anlægges en retssag i forbindelse med potentielle lovovertrædelser. Det er baggrunden for, at kunstneren beder netop ministeren om at vurdere hendes værker.

Ifølge radioprogrammet “Kulturen på P1” den 7. november (link), kan justitsministeren dog sandsynligvis slet ikke afgøre dette på forhånd, da værkets lovlighed skal vurderes i relation til den reaktion, som det kan forventes at afstedkomme. I sit brev i dag til ministeren har kunstneren bedt ham om at afklare dette.

“Hvis det virkelig er sådan, at justitsministeren ikke på forhånd kan vurdere, om et kunstværk er lovligt, fordi det er omverdenens reaktion på kunstværket, der afgør sagen, så mener jeg vi som retssamfund har et alvorligt problem. Derfor håber jeg, at ministeren vil svare, at det ikke er tilfældet”, siger Firoozeh Bazrafkan.

50 gram kunst om ekstravagance

I dagens brev til Peter Hummelgaard skriver kunstneren:

“Med mit brev i dag anmoder jeg som nævnt om at få vurderet et værk med titlen “Foul Air”. Værket består i hovedsagen af plastik, men der indgår elementer fra en koran. Værket måler: 25x30x3cm. (H,B,D) og vejer 50 gram. Den kunstneriske ide bag værket er at beskrive konflikten mellem koranens krav om ydmyghed og gavmildhed og den luksus og ekstravagance, som Islams magtfulde overhoveder omgiver sig med.

Der er indsat et foto af værket på side 3 i dette brev. Desuden kan værket besigtiges fysisk på Christiansborg, idet det opbevares i en lukket kasse i Det Konservative Folkepartis lokaler. Foto af kassen er indsat på side 2.

Jeg anmoder venligst om justitsministerens svar på følgende spørgsmål angående værket:

  • Må jeg offentliggøre fotos af “Foul Air” på min hjemmeside www.firoozehb.com?
  • Må jeg offentliggøre fotos af “Foul Air” på mine sociale medieplatforme?
  • Må museer, kunsthaller, gallerier mv. udstille “Foul Air”?
  • Må danske medier offentliggøre “Foul Air”?
  • Må jeg sælge plakater med “Foul Air” som motiv?
  • Må jeg sælge T-shirts, muleposer og andet merchandise med “Foul Air” som motiv?

Såfremt ministeren vurderer, at værket ikke kan offentliggøres til en bredere kreds, og således svarer nej på ovenstående spørgsmål, beder jeg om ministerens svar på følgende:

  • Må jeg sælge værket “Foul Air” til en person eller en organisation, hvis køberens formål ikke er at udstille værket til en større kreds?
  • Må jeg sælge værket “Foul Air” til et museum eller en kunsthal, hvis formål det netop er at udstille værket til en større kreds?
  • Må jeg sælge plakater og andet merchandise med “Foul Air” som motiv, hvis jeg blot ikke viser værket eller produkterne i offentligheden og således sælger dem ubeset?
  • Må jeg sælge værket “Foul Air” samt plakater og merchandise til kunder uden for Danmarks grænser?
  • Må en person eller virksomhed uden for Danmark sælge værket “Foul Air” samt plakater og merchandise til kunder i Danmark?”

Denne kasse indeholder kunstværket “Foul Air”, som måske er ulovligt. Kunstneren Firoozeh Bazrafkan har bedt justitsminister Peter Hummelgaard om en strafferetlig vurdering af, om offentliggørelse af hendes værk vil være en overtrædelse af koranloven. Kassen med kunstværket opbevares på Christiansborg i Det Konservative Folkepartis lokaler. Det Konservative Folkeparti er et af de partier, der stemte imod koranloven.

/Pressemeddelelse fra Firoozeh Bazrafkan, Danmark den 14. november 2024