Kunstner anmoder om en strafferetlig vurdering fra Peter Hummelgaard af værket “Rock Paper Scissors” og stiller spørgsmål om produktionstidspunkt.
Billedkunstner Firoozeh Bazrafkan har den 4. november sendt kunstværket “Rock Paper Scissors” til strafferetlig vurdering hos justitsminister Peter Hummelgaard. Værket består i hovedsagen af sten og metal, men der indgår et element fra en koran, og derfor kan offentliggørelse af værket muligvis være i strid med koranloven.
“Jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at blive retsforfulgt for at udstille kunst, og justitsministeren er efter alt at dømme den eneste, der kan vurdere, om et værk overtræder koranloven”, forklarer Firoozeh Bazrafkan.
Henvendelse nummer tre
Det er tredje gang, kunstneren sender et værk ind til strafferetlig vurdering hos justitsministeren. Den 1. oktober henvendte hun sig til ministeren angående værket “I Take No Shit“, og den 1. november forespurgte hun om værket “Watching You“. Henvendelsen i dag angår værket “Rock Paper Scissors“.
Den 24. oktober sendte Justitsministeriet hende et svar på hendes første henvendelse. Men afklaringen udeblev, og i sin henvendelse den 1. november bad kunstneren derfor om at få en række punkter nærmere specificeret, blandt andet muligheden for at betale for at få en juridisk vurdering af kunstværker efter samme model som staten tilbyder juridisk bindende rådgivning på skatteområdet.
Produktionstidspunktet kan være afgørende
I sit brev til ministeren i dag spørger kunstneren bl.a. ind til et forhold, som kan være afgørende for alle kunstneres ret til at udstille værker, hvori der indgår religiøse skrifter.
“Ifølge Justitsministeriets svar til mig, er det kun selve den fysiske behandling af skriftet, som kan være strafbar. Hvis man fx. udstiller et værk, som er skabt af stumper fra en koran, som man har revet i småstykker, så består lovovertrædelsen i, at værket er et resultat af en ulovlig iturivning af en koran. Men hvis værket blev skabt, inden koranloven trådte i kraft, så blev koranen jo revet itu på et tidspunkt, hvor det ikke var ulovligt. I det tilfælde er værket ikke et resultat af en ulovlig behandling af koranen, og så burde det være helt lovligt at offentliggøre det. Det vil jeg rigtig gerne have afklaret”, fortæller Firoozeh Bazrafkan. I sit brev beder hun også ministeren svare på, om det er lovligt at skabe et nyt værk med stumper fra en iturevet koran, hvis blot koranen blev revet itu, inden koranloven trådte i kraft.
Mange værker kan være lovlige
Kunstneren har mange værker og meget materiale, der blev skabt, inden koranloven trådte i kraft, og derfor har Justitsministeriet givet kunstneren håb om at kunne mangfoldiggøre en lang række koran-værker uden at risikere at blive kriminaliseret.
Uanset hvad svaret bliver på disse spørgsmål, er der stadig stor tvivl om, hvordan kunstnere skal forholde sig, når de skaber helt nye værker, og om der fx. er visse metoder eller teknikker, der i sig selv vurderes som utilbørlige. Kunstneren har derfor i dag sendt endnu et værk ind til ministerens vurdering.
600 gram kunst om aggression
Kunstneren skriver følgende i sit brev i dag til ministeren:
“Det værk, som jeg med dette brev anmoder om at få vurderet, har titlen “Rock Paper Scissors”. Værket er produceret med en teknik, der er kendt som “decoupage”, og jeg håber at kunne få afklaret, hvorvidt selve teknikken er at betragte som en utilbørlig behandling, eller om den eventuelle utilbørlighed består i, at der for at decoupagen har kunnet udføres er revet nogle sider ud af en koran.
Værket består i hovedsagen af sten og metal, mens koranen indgår som et mindre element. Værket måler: 26x42x5cm. (H,B,D) og vejer 600 gram. Den kunstneriske ide bag værket er, at i et samfund, hvor koranen fortærer værdien af forskellighed, er afmagt en evig kilde til aggression.
Der er indsat et foto af værket på side 3 i dette brev. Desuden kan værket besigtiges fysisk på Christiansborg, idet det opbevares i en lukket kasse i Liberal Alliances lokaler. Foto af kassen er indsat på side 2.
Jeg anmoder venligst om justitsministerens svar på følgende spørgsmål angående værket:
- Må jeg offentliggøre fotos af “Rock Paper Scissors” på min hjemmeside www.firoozehb.com?
- Må jeg offentliggøre fotos af “Rock Paper Scissors” på mine sociale medieplatforme?
- Må museer, kunsthaller, gallerier mv. udstille “Rock Paper Scissors”?
- Må danske medier offentliggøre “Rock Paper Scissors”?
- Må jeg sælge plakater med “Rock Paper Scissors” som motiv?
- Må jeg sælge T-shirts, muleposer og andet merchandise med “Rock Paper Scissors” som motiv?
Såfremt ministeren vurderer, at værket ikke kan offentliggøres til en bredere kreds, og således svarer nej på ovenstående spørgsmål, beder jeg om ministerens svar på følgende:
- Må jeg sælge værket “Rock Paper Scissors” til en person eller en organisation, hvis køberens formål ikke er at udstille værket til en større kreds?
- Må jeg sælge værket “Rock Paper Scissors” til et museum eller en kunsthal, hvis formål det netop er at udstille værket til en større kreds?
- Må jeg sælge plakater og andet merchandise med “Rock Paper Scissors” som motiv, hvis jeg blot ikke viser værket eller produkterne i offentligheden og således sælger dem ubeset?
- Må jeg sælge værket “Rock Paper Scissors” samt plakater og merchandise til kunder uden for Danmarks grænser?
- Må en person eller virksomhed uden for Danmark sælge værket “Rock Paper Scissors” samt plakater og merchandise til kunder i Danmark?“
Denne kasse indeholder kunstværket “Rock Paper Scissors”, som måske er ulovligt. Kunstneren Firoozeh Bazrafkan har bedt justitsminister Peter Hummelgaard om en strafferetlig vurdering af, om offentliggørelse af hendes værk vil være en overtrædelse af koranloven. Kassen med kunstværket opbevares på Christiansborg i Liberal Alliances lokaler. Liberal Alliances er et af de partier, der stemte imod koranloven.
/Pressemeddelelse fra Firoozeh Bazrafkan, Danmark den 4. november 2024