Endnu et kunstværk er sendt til strafferetlig vurdering hos justitsminister Peter Hummelgaard. Afsenderen er igen kunstneren Firoozeh Bazrafkan, som desuden beder ministeren svare på, hvorvidt en overtrædelse af koranloven kan indskrænke en borgers fremtidige handlemuligheder.
Billedkunstner Firoozeh Bazrafkan har i dag den 13. november sendt kunstværket “Mascerade” til strafferetlig vurdering hos justitsminister Peter Hummelgaard. Værket består af vand, mel, salt og papir. Desuden indgår der elementer fra en koran, og derfor kan offentliggørelse af værket muligvis være i strid med koranloven.
“Jeg ønsker virkelig ikke at blive retsforfulgt, blot for at vise min kunst frem. Særligt ikke når koranloven indgår i straffelovens kapitel 12, der omhandler “landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed”.
Henvendelse nummer fem
Sådan siger kunstneren Firoozeh Bazrafkan, der nu i dag for femte gang sender et værk ind til strafferetlig vurdering hos justitsministeren. Den 1. oktober henvendte hun sig til ministeren angående værket “I Take No Shit“, den 1. november forespurgte hun om værket “Watching You“, den 4. november henvendte hun sig angående værket “Rock Paper Scissors“, og den 11. november drejede det sig om værket “Substitute“.
Særlige konsekvenser ved overtrædelse af koranloven
Udover at bede om en strafferetlig vurdering af de konkrete værker har kunstneren i sine breve til justitsministeren desuden stillet en række spørgsmål. Fx. om et værk, der er produceret før koranlovens ikrafttræden, overhovedet kan medføre en overtrædelse af loven.
I brevet i dag spørger kunstneren ind til, hvilke konsekvenser det kan få for en borgers mulighed for job, militærtjeneste, legatansøgninger, indrejsetilladelse til andre lande mv., hvis man i Danmark bliver dømt eller retsforfulgt for overtrædelse af koranloven. Spørgsmålet er relevant, da straffeloven definerer en overtrædelse af koranloven som landsforræderi eller forbrydelse mod statens selvstændighed og sikkerhed.
Forsvarer danske værdier
“At blive retsforfulgt for landsforræderi mod Danmark for at offentliggøre min kunst ville være en kæmpe sorg, men også en krænkelse af min retsfølelse som dansk statsborger.”, siger Firoozeh Bazrafkan.
“Jeg anser ikke mig selv eller min kunst for at være landsforræderisk eller en forbrydelse mod staten. Tværtimod er det et centralt tema i al min kunst og mine øvrige offentlige ytringer at forsvare frihed, lighed og ytringsfrihed. Disse værdier har yderst trange kår i de fleste af verdens lande, og jeg anser dem derfor for at have særlig værdi for Danmark. Af samme grund tillader jeg mig at betragte min kunst og mine ytringer som et forsvar for danske værdier og en hyldest til det demokratiske samfund.”
300 gram kunst om skjulte tanker
I dagens brev til Peter Hummelgaard skriver kunstneren blandt andet følgende:
“Med mit brev i dag anmoder jeg som nævnt desuden om at få vurderet et værk med titlen “Mascerade”. Værket består af vand, mel, salt og papir, og der indgår elementer fra en koran. Værket måler: 24x23x9cm. (H,B,D) og vejer 300 gram. Den kunstneriske ide bag værket er, at i et rollespil om karakter og moral vinder den, som skjuler de værste tanker.
I dette værk er der anvendt dele af en koran til at formgive en helt ny genstand. Det giver mig anledning til at spørge, om selve det at formgive en ny genstand med brug af koranen er tilladt eller ej, eller om det afhænger af hvilken genstand, der formes?
Der er indsat et foto af værket på side 3 i dette brev. Desuden kan værket besigtiges fysisk på Christiansborg, idet det opbevares i en lukket kasse i Dansk Folkepartis lokaler. Foto af kassen er indsat på side 2.
Jeg anmoder venligst om justitsministerens svar på følgende spørgsmål angående værket:
- Må jeg offentliggøre fotos af “Mascerade” på min hjemmeside www.firoozehb.com?
- Må jeg offentliggøre fotos af “Mascerade” på mine sociale medieplatforme?
- Må museer, kunsthaller, gallerier mv. udstille “Mascerade”?
- Må danske medier offentliggøre “Mascerade”?
- Må jeg sælge plakater med “Mascerade” som motiv?
- Må jeg sælge T-shirts, muleposer og andet merchandise med “Mascerade” som motiv?
Såfremt ministeren vurderer, at værket ikke kan offentliggøres til en bredere kreds, og således svarer nej på ovenstående spørgsmål, beder jeg om ministerens svar på følgende:
- Må jeg sælge værket “Mascerade” til en person eller en organisation, hvis køberens formål ikke er at udstille værket til en større kreds?
- Må jeg sælge værket “Mascerade” til et museum eller en kunsthal, hvis formål det netop er at udstille værket til en større kreds?
- Må jeg sælge plakater og andet merchandise med “Mascerade” som motiv, hvis jeg blot ikke viser værket eller produkterne i offentligheden og således sælger dem ubeset?
- Må jeg sælge værket “Mascerade” samt plakater og merchandise til kunder uden for Danmarks grænser?
- Må en person eller virksomhed uden for Danmark sælge værket “Mascerade” samt plakater og merchandise til kunder i Danmark? “
Denne kasse indeholder kunstværket “Mascerade”, som måske er ulovligt. Kunstneren Firoozeh Bazrafkan har bedt justitsminister Peter Hummelgaard om en strafferetlig vurdering af, om offentliggørelse af hendes værk vil være en overtrædelse af koranloven. Kassen med kunstværket opbevares på Christiansborg i Dansk Folkepartis lokaler. Dansk Folkeparti er et af de partier, der stemte imod koranloven.
/Pressemeddelelse fra Firoozeh Bazrafkan, Danmark den 13. november 2024