Justitsministeren skal vurdere koran-kunst

Kunstner anmoder om en strafferetlig vurdering fra Peter Hummelgaard af værket “Watching You”.

Billedkunstner Firoozeh Bazrafkan har den 1. november sendt kunstværket “Watching You” til strafferetlig vurdering hos justitsminister Peter Hummelgaard. Værket består i hovedsagen af glas, men der indgår et element fra en koran, og derfor kan offentliggørelse af værket muligvis være i strid med koranloven.

“Jeg vil gerne udstille værket og give det et liv. Det er jo derfor en kunstner laver kunst. Men jeg er selvfølgelig ikke interesseret i at blive retsforfulgt på grund af min kunst. Derfor beder jeg justitsministeren om at vurdere, hvor jeg står”, forklarer Firoozeh Bazrafkan.

Henvendelse nummer to

Det er anden gang, kunstneren sender et værk ind til strafferetlig vurdering hos justitsministeren. Den 1. oktober sendte hun et brev til ministeren vedrørende værket “I Take No Shit”. Hun fik svar fra Justitsministeriet den 24. oktober, men det gav ingen afklaring, fortæller hun.

Justitsministeriet skriver i sit svar, at det vil være en overtrædelse af loven, hvis man ved at udsætte koranen for utilbørlig behandling skaber et værk, som man herefter udbreder til en videre kreds. Men det kan kunstneren ikke bruge til noget, siger hun.

Ministerens særlige rolle

“Jeg arbejder med kunstneriske processer og tænker slet ikke i, om jeg behandler mit materiale på den ene eller anden måde. Hvordan skal jeg kunne vurdere, om min måde at skabe kunst på er utilbørlig? Det er jo derfor, jeg har bedt om ministerens vurdering”, siger Firoozeh Bazrafkan.

Justitsministeren har en særlig rolle i forhold til koranloven. Koranloven indgår nemlig i straffelovens kapitel 12 om “Landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed”, hvor det er justitsministeren, som afgør, om der skal rejses tiltale og føres en retssag.

Brugerbetaling, ja tak

I svaret til kunstneren skriver ministeriet også, ‘at ministeriet af ressourcemæssige og principielle grunde desværre ikke kan påtage sig at yde rådgivning og bistand til private om retlige og praktiske spørgsmål.’

Firoozeh Bazrafkan skriver i sit brev til ministeren i dag, at hun gerne vil bede et firma om at spørge på hendes vegne, hvis det vil gøre en forskel, samt at hun også gerne vil dække ministeriets udgifter til vurdering af værket. Hun peger på, at staten også i andre henseender benytter sig af brugerbetaling vedrørende juridisk rådgivning:

“Hos SKAT kan man få et bindende svar, hvis man ønsker at få klarhed om konsekvenserne af noget, som man har tænkt sig at gøre. Det koster 400 kr., og det vil jeg gerne betale for en juridisk vurdering af et værk”, fortæller Bazrafkan.

Ingen ved, hvad der er ulovligt

Koranloven blev vedtaget den 7. december 2023 af Regeringen og De Radikale. Loven giver fængselsstraf i op til to år til den, der “offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller en genstand, der fremstår som et sådant skrift.”

Der er dog ingen af de 94 politikere, der vedtog loven, der har kunnet fastslå, hvornår en handling er “utilbørlig”, og hvornår den ikke er “utilbørlig”.

800 gram kunst om individets frihed

I mailen til ministeren skriver kunstneren blandt andet følgende om værket “Watching You”:

“Værket består i hovedsagen af glas, mens der indgår et mindre koran-element. Værket måler: 20x15x1,5cm. (H,B,D) og vejer 800 gram. Den kunstneriske ide bag værket er, at individets evne til refleksion er koranens største rival.

Der er indsat et foto af værket på side 3 i dette brev. Desuden kan værket besigtiges fysisk på Christiansborg, idet det opbevares i en lukket kasse i Det Konservative Folkepartis lokaler. Foto af kassen er indsat på side 2.

Jeg anmoder venligst om justitsministerens svar på følgende spørgsmål angående værket:

  • Må jeg offentliggøre “Watching You” på min hjemmeside www.firoozehb.com?
  • Må jeg offentliggøre “Watching You” på mine sociale medieplatforme?
  • Må museer, kunsthaller, gallerier mv. udstille “Watching You”?
  • Må danske medier offentliggøre “Watching You”?
  • Må jeg sælge plakater med “Watching You” som motiv?
  • Må jeg sælge T-shirts, muleposer og andet merchandise med “Watching You” som motiv?

Såfremt ministeren vurderer, at værket ikke kan offentliggøres til en bredere kreds, og således svarer nej på ovenstående spørgsmål, beder jeg om ministerens svar på følgende:

  • Må jeg sælge værket “Watching You” til en person eller en organisation, hvis køberens formål ikke er at udstille værket til en større kreds?
  • Må jeg sælge værket “Watching You” til et museum eller en kunsthal, hvis formål det netop er at udstille værket til en større kreds?
  • Må jeg sælge plakater og andet merchandise med “Watching You” som motiv, hvis jeg blot ikke viser værket eller produkterne i offentligheden og således sælger dem ubeset?
  • Må jeg sælge værket “Watching You” samt plakater og merchandise til kunder uden for Danmarks grænser?
  • Må en person eller virksomhed uden for Danmark sælge værket “Watching You” samt plakater og merchandise til kunder i Danmark?”

Denne kasse indeholder kunstværket “Watching You”, som måske er ulovligt. Kunstneren Firoozeh Bazrafkan har bedt justitsminister Peter Hummelgaard om en strafferetlig vurdering af, om offentliggørelse af hendes værk vil være en overtrædelse af koranloven. Kassen med kunstværket opbevares på Christiansborg i Det Konservative Folkepartis lokaler. Det Konservative Folkeparti er et af de partier, der stemte imod koranloven.

/Pressemeddelelse fra Firoozeh Bazrafkan, Danmark den 1. november 2024